3 min read

Sådan kan du bruge kunstig intelligens til at forbedre din jobsøgning

Kunstig intelligens er ikke længere kun en science-fiction-fantasi, men er blevet en integreret del af vores hverdag. Med avancerede såkaldte sprogmodeller og algoritmer kan AI-teknologi fx hjælpe dig med jobsøgningen.

Fantastisk eller faldgrube? Læs med her og bliv klogere på:

  • At effektivisere din jobsøgning
  • At komme i gang med at sætte ord på det, du er og kan
  • At simulere en jobsamtale
  • Brugen af kunstig intelligens, så du ikke risikerer at blive fanget med fingrene i den digitale kagedåse.
  • kunstig-intelligens

”Kære Maskine”

Du skal nu stifte bekendtskab med et digitalt værktøj:

Det digitale værktøj har en version, som er gratis at benytte. Du kan dog vælge at betale for en opgradering af ChatGPT.

Sådan får du bedst mulig succes

Det kan være svært at sætte ord på det, du kan og er. Du kan være ordblind og have behov for at afkode et stillingsopslag. Du skal udarbejde et CV, men hvordan forbedrer du chancen for at blive inviteret til en jobsamtale?

Uanset behovet kan du fx gøre brug af ChatGPT i din proces.

For at få succes med ChatGPT er det vigtigt, at du instruerer værktøjet grundigt. Det gør du ved at skrive en udførlig prompt eller kommando.

Det svar, du får retur af ChatGPT, skal du betragte som et udkast. Det er IKKE facit, og det skal du heller ikke forvente, det vil være. Du skal i stedet se det som inspiration eller en hjælp til at instruere den yderligere.

Her kommer du på banen. Du er specialisten på dit fagområde. Du har selv ansvaret for at kvalitetssikre den tekst, du får præsenteret på baggrund af din anmodning.

Lad os give dig et par eksempler

Hvis du ønsker at få sat ord på din faglighed, kan du fx skrive:

"Giv mig en kompetenceafklaring på en lønbogholder i en produktionsvirksomhed. Kandidaten har arbejdet med løn til både funktionæransatte samt timelønnede. Vedkommende benytter forskellige økonomi- og ERP-systemer. Kom med et forslag til, hvordan en kompetenceafklaring kan se ud. Opdel kompetencerne i fem kategorier med udførlig opgavebeskrivelse i punktform under hver kategori."

Du kan også bruge ChatGPT til at afkode et stillingsopslag. Du kan fx finde inspiration i følgende prompt:


"Jeg har her kopieret et stillingsopslag i rollen som [indsæt stillingsbetegnelse]. Rollen, stillingsindholdet og jobkravene har jeg indsat mellem to anførselstegn. Hvad kan jeg med fordel slå mig på i mit ansøgningsmateriale, hvis jeg skal have større chance for at blive inviteret til jobsamtale? I afkodningen af stillingsopslaget ønsker jeg en analyse og afkodning af stillingen. Ikke nødvendigvis en afspejling og gengivelse af, hvad der i forvejen står anført som jobkrav og ønsker ift. erfaring og uddannelse [”efterfulgt af teksten fra stillingen”]".

Du er stadig den, der giver klar besked.

Brug det som din forberedelse

Selvom ovenstående tekst bringer dig et stykke af vejen i din proces med at udarbejde dit ansøgningsmateriale, er det vigtigt at pointere, at du fortsat skal se brugen af kunstig intelligens som et digitalt supplement i din forberedelse, inden du søger jobbet. 

Der er ganske enkelt en sammenhæng mellem instruksen og kvaliteten. Du kan fx bede ChatGPT om at tilpasse og/eller ændre teksten på din første instruks ved at ændre din anmodning. På den måde kan du via en dialogbaseret tilgang forfine den tekst, du får, så teksten i højere grad imødekommer dine ønsker og behov.

Vi vil fx fortsat råde dig til at gå i dialog med kontaktpersonen i stillingsopslaget, og det kan du læse mere om her på Dit Karriereunivers under afsnittet "Jobsøgning - Ansøgning".

Du kan også simulere en jobsamtalesituation

Selvom du forbereder dig meget til en samtale, kan du fortsat være blind på dig selv. Her kan du ved hjælp af kunstig intelligens simulere samtalen. Igen handler det om instruksen, du giver. Her et eksempel:

"Jeg ønsker, at du svarer som en interviewer til en jobsamtale. Jeg er kandidaten, og du stiller mig spørgsmål til rollen som [Indsæt jobtitel og branche]. Du skal udelukkende svare med udgangspunkt som interviewer. Skriv ikke hele dialogen på en gang. Du skal kun interviewe mig. Stil mig spørgsmål og vent på mine svar. Skriv ikke forklaringer eller uddybende svar. Skriv udelukkende spørgsmål en efter en baseret på mine svar. Skriv svarene på dansk. Min første sætning er "Hej"."

Den digitale kagedåse

Uanset graden og brugen af kunstig intelligens falder de i kategorien Generative AI. Det er en gren inden for AI-teknologier, som genererer og skaber nyt indhold baseret på meget store mængder data. Det lyder flot, men det betyder blot, at teksten, du får serveret, er genereret på baggrund af forskellige parametre og mønstre.

Du risikerer, at dit CV og din ansøgning ligner resten af ansøgerfeltet, hvis ikke du selv kvalitetssikrer dit materiale. Du skal tilføje dit eget "krydderi" i form af dig og din egen kreativitet, originalitet, faglighed og unikke sammensætning af personlige og faglige kompetencer.

Hvis du – uden at være kritisk - direkte kopierer teksten, uden selv at redigere og gøre teksten til din egen, er der stor risiko for, at arbejdsgiver fanger dine fingre i "den digitale kagedåse". Og ironisk nok er det med stor sandsynlig ved brug af kunstig intelligens, som er kodet til at screene tekst, der er genereret med kunstig intelligens.

Brug kunstig intelligens som et supplement

Vores erfaringer som karriererådgivere er, at hvis kandidater selv har svært ved at sætte ord på egne kompetencer og udelukkende benytter kunstig intelligens i deres materiale til netop dette, risikerer de at falde negativt ud til jobsamtalen.

Hvis kandidaten ikke formår at formidle sig selv og sit kandidatur tydeligt til samtalerne, vil de andre omkring bordet opleve en uoverensstemmelse mellem materialet og ansøger.

Derfor vil vi igen understrege, at du skal se brugen af kunstig intelligens som et supplement. Se brugen af kunstig intelligens som et blandingsforhold, der kan minde om dit saftevand. 1:5. Én del AI-teknologi og fem dele dig. Det kan ikke stå alene.

God fornøjelse med din jobsøgning.