4 min read

Få styr på dine prioriteringer

På stressforeningens hjemmeside kan man læse, at 500.000 mennesker i Danmark føler sig udbrændte på jobbet og ikke mindre end 430.000 mennesker oplever daglige symptomer på stress...

Få styr på dine prioriteringer 

iStock-1070828464

På stressforeningens hjemmeside kan man læse, at 500.000 mennesker i Danmark føler sig udbrændte på jobbet og ikke mindre end 430.000 mennesker oplever daglige symptomer på stress. 

Kurven for antallet af stresssygemeldinger og udbrændthed har igennem de sidste 10-15 år været markant stigende og stress udråbes i dag som en af de største sygdomsfaktorer.

Travlhed, overbelastning og stress

Ordet stress bliver i daglig tale ofte kædet sammen med det at have travlt, og det gør, at begrebet godt kan blive lidt udvandet. Travlhed og stress er ikke det samme. Nogen mennesker trives faktisk rigtig godt med at have meget travlt og vil måske opleve en større mental overbelastning ved ikke at have noget at rive i.

Andre mennesker er måske mere påvirkelige overfor travlhed og har svært ved at sige fra, når travlheden varer ved.

På den måde kan stress og overbelastninger komme til at handle om nogle meget individuelle faktorer, og af den grund bliver alvoren i den mistrivsel, som følger med stress, ofte ikke taget så alvorligt, som den burde. Og af den grund placeres ansvaret for en stresssygemelding alt for ofte hos den stressramte uden at arbejdsgiveren vedkender sig sin rolle.

Det flydende arbejdsliv

Stress bliver af mange forbundet med den udvikling, som arbejdsmarkedet har været underlagt gennem de sidste 10-20 år. Med smartphonens indtræden er du nu ofte koblet på dit arbejde 24-7 samtidigt med, at "det gode liv" konstant italesættes via sociale medier og skaber høje standarter for, hvilket indhold, du skal fylde dit liv med.

Mange oplever et flydende arbejdsliv, hvor grænserne mellem det at gå på arbejde og have fri er blevet udvasket. Vi svarer på arbejdsmail om aftenen, når børnene er puttet eller i weekenden, når vi er sammen med familien. Og det er for mange også i orden, fordi der i løbet af arbejdsdagen også ofte er grønt lys for, at vi kan tage til tandlæge, gå til skole-hjem-samtaler, få skiftet dæk på bilen eller lignende.

Men det flydende arbejdsliv stiller også krav til den enkelte om selv at kunne regulere sit arbejdsliv, selv sætte grænser for arbejdstiden og selv kunne sige fra, hvis arbejdsbelastningen bliver for stor og uoverskuelig. Og for at kunne gøre det bliver man selv nødt til at være meget bevidst om egne grænser, og man bliver nødt til at have en arbejdsgiver, der respekterer disse grænser.

Rigtig mange oplever i dag, at arbejdspresset er stigende, arbejdsgangene er effektiviseret i sådan en grad, at der ikke er perioder uden travlhed, og opgaverne kommer i en lind strøm uden en stopklods. Det betyder også, at der kan være en stigende risiko for at lande i permanente overbelastede situationer, hvis man ikke selv er opmærksom på at sige fra, eller hvis der ikke bliver lyttet, når man siger fra.

Hvad vil du investere i din arbejdsplads? Og hvad vil din arbejdsplads investere i dig?

Noget, der ofte kendetegner stressramte er, at der er opstået kludder i prioriteringerne i livet. Den stressramte har sat alt ind på arbejdet, på at performe, nå sine mål, arbejde for virksomheden, men har glemt det, der er mest vigtigt – det nære, relationerne, familien og ikke mindst helbredet.

Mange virksomheder investerer i deres medarbejdere med gode konkrete forhold, og det er også blevet et konkurrenceparameter i dag, så man kan tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere. Det kan være fleksible arbejdstider, hjemmearbejdsplads, firmabiler, ekstra ferie, fri telefon og internet osv. Men det er ikke med livet som indsats, man investerer i medarbejdere. Sagt lidt kynisk, så kan du som medarbejder udskiftes og også uden at arbejdsgiveren mærker et stort tab.

Men hvordan ser det så egentlig ud med det, man investerer, hvis man sætter jobbet højere end noget andet. Kan dine venner og din familie udskiftes med samme lethed? Kan dit helbred?


Det er faktisk sjældent, at mennesker i deres alderdom fortryder, at de ikke har arbejdet mere.
Til gengæld er der rigtig mange, der fortryder, at det der virkelig betyder noget, fik for lidt plads i livet.

iStock-1318638817

Sæt dig i sadlen, grib tøjlerne og tag styringen i dit arbejde

Den vigtigste erkendelse for at tage styringen over dit arbejdsliv er erkendelsen om, at der IKKE er noget job, der er værd at sætte liv og helbred over styr for at varetage. Det er ikke ensbetydende med, at vi er illoyale medarbejdere uden engagement og motivation, men et udtryk for, at vi satser på langvarige, bæredygtige løsninger med vores arbejdsliv, hvor der er balance mellem det vi giver, og det vi får.

Trives du ikke med dit job, er der for store krav og forventninger til dig, som du har svært ved at honorere, og som du ikke har indflydelse på, er du konstant udfordret på dine værdier, ja så er det måske en god idé at se dig om efter et nyt job. Du kan altid finde nye søde kolleger et andet sted, du kan altid finde spændende arbejdsopgaver et andet sted, og du kan altid finde en god sund kultur på en anden arbejdsplads!

Gode råd

  1. Giv dit liv et eftersyn – hvad er det vigtigste for dig, hvad giver dig værdi og glæde?
  2. Prøv at sætte ord på, hvad det vigtigste er for dig i dit arbejdsliv – hvad betyder noget for, at du trives på en arbejdsplads og får du det indfriet?
  3. Vælg dine kampe med omhu – hvis du ikke kan forandre noget, så overvej om dit behov for at ændre noget er kampen værd, eller om du skal finde et nyt job
  4. Prøv at planlægge, hvornår du vil arbejde, og hvornår du ikke vil og hold så fast i det!
  5. Planlæg din opgaveløsning og prioritér de væsentligste – giver det dig udfordringer, så gå i dialog med din leder
  6. Hold fri, når du har fri og vær nærværende i det, du foretager dig
  7. Hvis det er muligt, så få adskilt din arbejdstelefon fra din privattelefon – på den måde kan du tænde og slukke for dit arbejde og sikre, at du ikke plumper i med at tjekke arbejdsmail, når det er uhensigtsmæssigt
  8. Væn dig til at lægge telefonen fra dig og vær i nuet med dine nærmeste
  9. Husk at græsset godt kan være grønnere på den anden side – hvis du ikke trives, så søg nye græsgange
  10. Søg råd og vejledning hos Frie Lønsikring, hvis du ikke trives i dit arbejdsliv