- Jobsøgning
Her på siden kan du finde inspiration til LinkedIn. Du får information om, hvordan du opbygger en god profil. Desuden får du viden om, hvordan du kan bruge LinkedIn aktivt til at brande din faglige profil med henblik på at tiltrække arbejdsgivere og rekrutteringsfolk.
God fornøjelse!
Bliv en del af det største faglige netværk
LinkedIn er Danmarks største erhvervsorienterede sociale medie, med over 2,5 mio. brugere. Det er verdens allerstørste sociale medier med over 850 mio. brugere fordelt på 200 lande.
LinkedIn er et taktisk værktøj i din aktive jobsøgning - om du sidder i uopsagt stilling, drømmer om et nyt job, overvejer et karriereskifte, er blevet opsagt eller er ledig på jobmarked, vil vi klart anbefale dig at oprette en profil på LinkedIn eller opdatere den, du har.
LinkedIn er en populær rekrutteringskanal, når en virksomhed skal finde en ny medarbejder. Både interne HR-profiler, ansættende ledere, eksterne headhuntere og rekrutteringsbureauer anvender LinkedIn i deres søgninger efter nye medarbejdere – primært af ledere, specialister og funktionærer.
Du skal også vide, at det kan forekomme, at en leder beder sit team om hjælp til at finde den nye kollega. Det vil altså sige, at LinkedIn også anvendes som en netværksbaseret rekrutteringsdatabase.
Det kan derfor godt betale sig at aktivere dit netværk, udvide dit netværk og eksponere din profil med synlige og værdiskabende budskaber og kompetencer, så du er nem at finde og andre har lettere ved at hjælpe dig videre til dit næste job.
Derfor skal du bruge LinkedIn
LinkedIn bliver brugt mere og mere som rekrutteringskanal. Hvert år måler konsulenthuset Ballisager på, hvilke rekrutteringskanaler, virksomheder i Danmark anvender og for hvert år oplever vi en stigning i forhold til LinkedIn, som nu er rekrutteringskanal i langt mere end halvdelen af alle rekrutteringer
Nedenfor kan du se de 3 mest anvendte rekrutteringskanaler i 2024, hvor LinkedIn kommer ind på en anden plads. En god grund til at have ekstra meget fokus på LinkedIn.
Konsulenthuset Ballisager, rekrutteringsanalyse 2024
Har du en LinkedIn strategi?
LinkedIn er et populært rekrutteringsværktøj for headhuntere, så det er derfor afgørende for dig som jobsøger at gøre dig synlig, så du også er i spil til de uopfordrede stillinger.
Når du skal i gang med at bruge LinkedIn i din jobsøgning, er det vigtigt at overveje, hvad du vil med din LinkedIn profil. Du kan med fordel stille dig selv disse spørgsmål:
- Hvem er det, jeg vil gøre mig synlig i forhold til?
Det kan fx være virksomheder, netværk, rekrutteringsfolk eller headhuntere. - Hvad er det, jeg vil gøre mig synlig på?
Det kan fx være kompetencer og kvalifikationer.
Lav lidt research på, hvilke nøgleord der er relevante for dig at anvende. Læs eventuelt stillingsopslag igennem for at kalde dine kompetencer det, som ofte efterspørges af arbejdsgivere.
Når du opbygger din profil, vil der indholdsmæssigt være forskellige områder, du kan arbejde med. Her på siden kan du finde nogle guidelines til, hvordan du opbygger en god profil.
Vigtige indstillinger
Nedenfor kan du læse om nogle af de vigtige indstillinger, du kan være opmærksom på, når du bruger LinkedIn. Hvordan dine indstiller er sat, kan have betydning i forhold til, hvordan du bliver set, og om du bliver fundet.
Personlige indstillinger
Det er afgørende at have styr på, hvem der kan se hvad på din LinkedIn-profil - især når du søger job eller deler indhold.
Det kan fx være, hvem der skal kunne se dit billede, dine kontaktoplysninger eller dine Connections.
Der er mange indstillingsmuligheder, så kig dem derfor nøje igennem, så de matcher dine ønsker og behov.
Her er de vigtigste indstillinger, du skal tjekke:
Synlighed af profilbillede og kontaktoplysninger
- Gå til: Indstillinger og privatliv → Hvordan andre ser din profil og netværksoplysninger
- Her kan du styre om alle eller kun dine forbindelser kan se dit billede, telefonnummer og e-mail
- Anbefaling: Lad dit profilbillede være synligt for alle, men begræns kontaktoplysninger til dine forbindelser
Synlighed af aktivitet og kommentarer
- Gå til: Indstillinger og privatliv → Hvordan andre ser din LinkedIn-aktivitet
- Her styrer du, om dit netværk får besked, når du synes om, kommenterer eller ændrer din profil
- Anbefaling: Slå notifikationer FRA, mens du laver profilopdateringer, for at undgå at spamme dit netværk. Slå dem til igen, når du er færdig.
Husk også: Når du deler opslag eller kommenterer indlæg på LinkedIn, så vær opmærksom på, at dette både kan ses af dem, der følger dig og forbindelser af personer, der interagerer med dit indhold. Tænk derfor altid over, om det indhold, du deler, understøtter din professionelle profil.
URL og LinkedIn-profil
Få din personlige LinkedIn-adresse på plads! Som standard får du tildelt en tilfældig kombination af bogstaver og tal, som ser helt uprofessionel ud. Du kan nemt ændre den til noget pænere og mere professionelt.
Sådan gør du:
- Gå til din profil
- Klik på “Rediger offentlig profil & URL” i øverste højre hjørne
- Under “Rediger din personlige URL” i højre side, klik på blyantikonet
- Vælg en simpel URL med dit navn (fx linkedin.com/in/ditfornavn-ditefternavn)
- Klik på “Gem”
Hvorfor er det vigtigt? Din personlige URL ser meget mere professionel ud på dit CV, i din e-mailsignatur eller på visitkort. Plus, den er nemmere at huske og dele mundtligt. Det indikerer også indirekte, at du ofte gør brug af LinkedIn
“Interesseret i”-funktionen
LinkedIn har en funktion, der gør jobsøgning så meget nemmere - den hedder “Interesseret i” (eller “Open to Work” på engelsk).
Tænk på det som et diskret eller tydeligt signal til rekrutteringskonsulenter og dit netværk om, at du er klar til nye muligheder. Du bestemmer selv, hvor synligt det skal være.
Sådan aktiverer du funktionen:
- Gå til din profil
- Klik på “Interesseret i” knappen under dit profilbillede
- Vælg de 5 væsentligste jobtitler du ønsker at blive fundet på, geografi og ansættelsestyper du er interesseret i
- Vælg hvem der kan se din status:
Alle på LinkedIn (grøn ramme om dit profilbillede)
Kun rekrutteringskonsulenter (diskret - ingen synlige ændringer)
Hvorfor er det guld værd? Når du aktiverer “Interesseret i”, bliver din profil fremhævet i LinkedIn’s algoritme, så rekrutteringskonsulenter lettere finder dig, når de søger efter kandidater med dine erfaringer og kompetencer. Det øger markant dine chancer for at blive kontaktet om relevante relevante.
Sprogindstillinger
Du kan have flere sprogvarianter af din Linkedin profil, og det kan være en god idé, hvis dit netværk og din målgruppe favner både nationale og internationale personer og virksomheder. Husk dog, at alle opdateringer skal foretages manuelt, hvis du har din profil på flere sprog.
Har du flere sproglag i din profil, vil det sproglag, der vises, afhænge af den, der kigger. Så har din besøgende sine indstillinger på engelsk, vil det være din engelske sprogversion, der vises. Det er derfor vigtigt, at du kender din målgruppe.
Verificering
LinkedIn har introduceret profilverificering for at øge tilliden og bekæmpe falske profiler. En verificeret profil får et lille flueben ud fra ens navn, der viser andre, at du er, hvem du udgiver dig for at være.
Verificering er frivillig men overvej og vær kritisk med hvem du deler dine pasoplysninger med. Det er i skrivende stund en forudsætning for at blive verificeret.
Hvorfor blive verificeret? - Øget troværdighed - især vigtig for jobsøgende og selvstændige - Bedre synlighed i søgeresultater (LinkedIn’s algoritme favoriserer verificerede profiler) samt beskyttelse mod identitetstyveri.
Sådan bliver du verificeret:
- Gå til din profil
- Klik på “Tilføj verifikationsbadge” til højre for dit profilbillede
- Følg instrukserne for verificering
Guide til en god LinkedIn profil
En god LinkedIn profil kan fange potentielle arbejdsgivere og samarbejdspartnere og skaber et godt førstehåndsindtryk. Via gennemtænkt indhold kan du fremvise dine kompetencer og resultater, hvilket kan øge din professionelle troværdighed. Et godt og optimeret profilindhold gør det også lettere for relevante kontakter at finde dig og connecte med dig, hvilket kan åbne døre til helt nye muligheder.
Læs vores guide til en god profil nedenfor.
-
Dit cover til profil
Når du opretter din profil, sætter LinkedIn automatisk et cover-billede på din profil, som ser sådan her ud:
Det er røvkedeligt. Og du skal for Guds skyld ikke beholde det. Et hvilket som helst andet cover-billede er bedre.
Formålet med dit cover-billede er, at det sætter rammen for din profil. Det er det første grafiske element, folk ser, når de besøger din profil. Og det betyder, at det er værdifuldt i forhold til at kommunikere et relevant budskab.
Det kan f.eks. være:
- Dine færdigheder
- Dine fagområder
- Dine interesser
- Dine projekter
- Din portefølje
Når du lige er startet på LinkedIn, har du nok ikke noget specifikt, du vil kommunikere eller lede folks opmærksomhed hen på. Her er målet i stedet blot at lave et cover-billede, du synes er fedt.
Din hurtige vej til et godt coverbillede
Du kan faktisk lave et solidt og fedt LinkedIn cover-billede på 2 minutter uden at være den store grafiske ekspert. Hjemmesiden canva.com har masser af grafiske skabeloner, og mange er gratis og meget nemme at anvende.
Den nemmeste måde at lave et LinkedIn cover-billede på her er at søge på de skabeloner, der allerede eksisterer. På den måde ved du, at du får det rigtige format, der egner sig til LinkedIn. Du kan fx søge på LinkedIn cover-billede.
Hvis du opretter dit eget cover-billede på LinkedIn skal du oprette det med dimensionerne: 1,584 × 396 px.
Keep it simple
Hvis du vil skrive noget på det, så gør tekststørrelsen stor. Hold indholdet kort. Og vær tydelig i, hvad du gerne vil kommunikere.
Og husk, at dit profilbillede kommer til at dække noget af venstre side, så fokusér på højre del af billede.
Nedenfor er et par gode eksempler på cover-billeder, der visuelt skiller sig ud + har et tydeligt budskab:
-
Profilbillede
Det første større valg, du skal tage er, hvilket profilbillede, du skal bruge. Som på ethvert andet socialt medie, er et godt profilbillede afgørende. På LinkedIn betyder det dog ekstra meget.
Et profilbillede er nemlig lig med:- Tillid
- Autoritet
- Genkendelighed
Men hvad er så et solidt profilbillede, spørger du?
Jo, det er simpelt nok.
Det skal som minimum være i høj opløsning, vise dig, der ser imødekommende ud – og så gør det ikke noget, hvis du har gjort dig lidt umage med det.
Du behøver ikke hyre en professionel fotograf. Din telefon har i 9/10 tilfælde et godt nok kamera til at skyde et tilstrækkeligt lækkert billede. Lad være med at overtænk det.
På med den rene trøje. Frem med telefonen. Op foran en væg (eller lidt natur) og smiiiil.
(I forhold til den tekniske del, så anbefaler LinkedIn, at dit profilbillede har dimensionerne 400x400.)
Et smart (dansk) værktøj til dig, der vil have et professionelt profilbillede er Headshots.dk, som kan lave en håndfuld af din selfies om til et rimelig solidt (og professionelt) profilbillede (mod betaling).
-
Din headline
Når du har fået dit profilbillede og cover på plads, er næste skridt at få styr på din headline.
Din headline er den forholdsvis korte tekst, der står under dit navn.
De fleste forstår ikke potentialet i en god headline
Sagen er, at den her tekst følger dig rundt på LinkedIn – og derfor er den absolut guld værd.
Folk ser den, når du poster, kommenterer, deler. Og den er direkte tilknyttet dit navn. Så folk kommer automatisk til at forbinde dit navn med din headline.
En god headline
- Fortæller, hvad du laver
- Skiller sig ud fra mængden
- Får folk til at huske dig
Der er så mange måder, du kan udarbejde en headline på.
Start ved at følge nedenstående formel:
En simpel formel til at skrive din første headline
Hvis du er helt lost i forhold til, hvad du skal skrive i din headline, så brug den her formel:
Jeg gør X for Y, så de kan Z
Eksempler:
- Produktionsleder og produktionsteknolog med stor erfaring i kvalitetskontrol og som har sort bælte i Lean
- Jeg hjælper selvstændige med at få styr på regnskabet, så de kan sove om natten
- Specialiseret i bæredygtig omstilling i produktionsvirksomheder | Rådgiver om grøn regulering og CO2-reduktion
- Marketing og Kommunikationschef som via ESG rapportering opnår Due Diligence
- Frontend-udvikler med passion for brugeroplevelser, der gør komplekse løsninger enkle at bruge
-
Dit "Om" afsnit - fortæl din historie
Den her boks er et mysterium for de fleste. For hvad skal du skrive? Hvad er formålet? Hvad er vigtigt at få med? Og hvad udgør en god profilbeskrivelse?
Hvis du lige vil lege med, så tror jeg godt, du selv kan regne ud, hvad du skal skrive i din beskrivelse. Forestil dig, at du lige er stødt på en god person i dit ’feed’. Du besøger profilen, fordi du er nysgerrig og gerne vil lære mere om vedkommende. Hvad håber du på at finde?
That's right.
Et eller andet om:
- Hvem han/hun er som person
- Hvilken "historie" profilen har
- Hvad vedkommende laver i dag
- Hvad du kan forvente af ham/hende i fremtiden
Mere indviklet er det ikke. Det er i store træk de spørgsmål din profilbeskrivelse skal besvare.
Hvordan du gør det? Ja, det er der er lige så mange måder at gøre det på, som der er mennesker. Men tænk i at gøre det nemt for den besøgende at afkode, hvem du er, hvad du kan og evt. hvad de får ud af at følge dig, eller hvordan du hjælper dem. Der er ingen grund til at gøre det mere indviklet.
Så giv det et skud. Det behøver ikke være hverken perfekt eller fuldstændig fyldestgørende. Du kan altid lave om i den og optimere den, som du bliver klogere.
-
Dine Erfaringer
Afsnittet "Erfaringer" er forholdsvist lige til at udfylde, men vi vil alligevel give dig et par tips med, som gøre denne sektion fyldestgørende.
Det er denne sektion som oftest er mangelfuld ifølge headhuntere og rekrutteringsfolk. Det mangelfulde består i, at mange udelukkende skriver arbejdsgiver og stillingsbetegnelse uden at nævne jobindhold, ansvar og resultater - og det er netop beskrivelserne af jobindholdet, ansvar og resultater, der skaber gennemsigtighed omkring dine erfaring, og hvordan du har gjort en forskel.
Som med alt andet på LinkedIn, så spiller det bedst, hvis du udfylder så meget som muligt. I dette tilfælde betyder det, at du får ansættelsesperioderne præcise, beskriver ansættelsesformen, typen af job, kompetencer og arbejdsstedet. Alt sammen er med til at få din profil til at se mere professionel ud.
Når du tilføjer et nyt job, under samme arbejdsplads, sørger LinkedIn automatisk for at sætte det op som på billedet, så man kan se dine skift.
Det er også vigtigt, når du tilføjer en stilling i en virksomhed, at du ikke bare skriver virksomhedens navn, men at du husker at klikke på virksomheden.
Hvis ikke du tilføjer virksomhed, bliver du ikke tilknyttet virksomheden på LinkedIn og virksomhedens logo bliver heller ikke vist under erfaringer. Og igen, når felterne er udfyldt og der er logoer på alle virksomhederne, så ser det hele bare meget bedre ud.
Det kræver dog, at den virksomhed du vil tilføje, har oprettet en virksomhedsprofil på LinkedIn - har de ikke det, så spørg dem om det ikke er på tide. Det er nemlig til gavn for alle - også dem.
Jobindhold, ansvarsområder og resultater
Brug tekstfeltet under hver erfaring til at fremhæve dine ansvarsområder og de resultater du har skabt.
Alle dine Erfaringer kan med fordel opbygges på samme måde:
- Introduktion til ansvarsområder
- Nøgleaktiviteter og resultater
- Opsummering plus hvorfor du stoppede
Det afgørende er, at du får opstillet det på en måde, der gør det let og overskueligt at skimme. For ellers bliver det aldrig læst. Se nedenstående eksempler:
Eksempel 1
Eksempel 2:
Det er også netop de elementer som får din profil til at konvertere. Dvs. flere rekrutteringskonsulenter eller ansættende ledere henvender sig, hvis din erfaring er fyldestgørende og rammer de krav og ønsker, de har forventningsafstemt med kunden.
Tilføj også ALLE de faglige kompetencer du kan komme i tanke om i hvert ansættelsesforhold.
Vær opmærksom på at vælge kompetencen fra listen. Hvis du blot tilføjer kompetencen som en fritekst, får du ikke fordelene ved LinkedIns algoritmer. Du har ganske enkelt større sandsynlighed for at blive fundet i en udsøgning, når du har valgt de foruddefinerede kompetencer fra drop-down-menuen.
-
Uddannelse
Uddannelse udfylder du også som dit kronologiske brutto-CV. Her skal du som minimum udfylde årstal, uddannelsestitel og uddannelsessted.
Vi anbefaler, at du uddyber din uddannelse med en kort beskrivelse af indhold, hvad uddannelsen har tilført dig af kompetencer, og gerne også, hvad du på baggrund af din uddannelse kan bidrage med i din næste stilling.
-
Kompetencer
Dine kompetencer på LinkedIn er ikke bare en liste - de er nøgleord, der gør dig synlig i søgninger og matcher dig med relevante jobmuligheder.
LinkedIn tillader 60+ kompetencer, men kvalitet er vigtigere end kvantitet. Fokuser på 15-20 relevante kompetencer frem for 50 tilfældige. Denne sektion er også din samlede sum af de kompetencer, du har tilføjet i de enkelte ansættelsesforhold. Start derfor med at udfylde Erfaring-sektionen.
Sådan optimerer du dine kompetencer:
Vælg strategisk - Fokuser på kompetencer, der er relevante for din karrierevej og ønskede jobmuligheder. Vælg desuden kun kompetencer fra menuen, når du starter med at skrive en kompetence. Du kan vælge at tilføje kompetencer ud fra en fritekst men de forudbestemte kompetencer fungerer bedre i LinkedIns algoritme.
Prioriter rækkefølgen - De første 3 kompetencer vises mest prominent, så vælg dine vigtigste her. Udvælg udelukkende faglige kompetencer. De personlige kompetencer bliver en del af forløbet gennem dialog og persontypetests, når du indgår i en rekrutteringsproces.
Få dem anerkendt - Bed dit netværk om at anerkende dine kompetencer; anerkendte kompetencer giver højere troværdighed og du har større sandsynlighed for at blive fundet af rekrutteringssiden på specifikke kompetencer. Kravet på hvor mange anerkendelser du skal have varierer fra tid til anden i LinkedIns algoritme.
Tilføj kompetencer sådan:
- Gå til din profil
- Scroll ned til sektionen “Kompetencer”
- Klik på Plus-tegnet hvorefter du får mulighed for at tilføje kompetencer
-
Få anbefalinger
Anbefalinger på LinkedIn er offentlige udtalelser fra tidligere chefer, kolleger og samarbejdspartnere - de er gode for troværdigheden!
I Danmark bruger vi generelt anbefalinger mindre end i mange andre lande - det betyder, at selv få gode anbefalinger kan give dig en konkurrencefordel.
Sådan får du værdifulde anbefalinger:
- Vær strategisk - Bed om anbefalinger fra personer, der kan bekræfte de kompetencer, du gerne vil fremhæve
- Timing er vigtigt - Spørg, når samarbejdet er friskt i erindringen, fx lige efter et vellykket projekt
- Giv konkret vejledning - Foreslå gerne 2-3 specifikke punkter, du gerne vil have, de kommenterer på
- Start med at give - Skriv selv anbefalinger til andre først; se det som en gaveøkonomi, mange vil gengælde tjenesten
OBS: Anbefalinger skal skrives direkte på LinkedIn og kan ikke importeres udefra. De skal godkendes af modtageren, før de bliver offentlige.
-
Din "Fremhævet" sektion
Din fremhævet-sektion
Din fremhævet-sektion er ikke noget, du behøver at tænke for meget over til en start, dog kan den blive meget brugbar senere.
Der er mange forskellige måder, du kan bruge denne sektion på, da du har mulighed for at fremhæve billeder, links, tidligere opslag eller dele af din profil.
Din fremhævet-sektion er tilgængelig, selv som gratis bruger.
Som med alt andet, handler det om hvad du gerne vil opnå på LinkedIn. Vi kommer her med nogle eksempler på, hvordan du kan bruge denne sektion:
- Er du jobsøgende: Del dit CV, en udtalelse fra en tidligere arbejdsgiver eller et projekt du været en del af (og som viser dine kompetencer). Det kan også være din persontypeprofil, hvis du har modet og ønsker at være 100 % gennemsigtig (for en periode). Rekrutteringssiden vil elske dig for sidstnævnte.
- Studerende: Artikler, der fortæller om et studieprojekt eller et populært indlæg du har delt, som fortæller noget om dig.
- (Ny)ansat: Et indlæg, der fortæller om at du starter i nyt job eller et link til det produkt eller den service du har ansvaret for.
- For iværksættere/konsulenter: - Del kundeudtalelser eller succeshistorier, vis værktøjer eller metoder, du har udviklet, fremhæv artikler, hvor du er blevet citeret som ekspert og del kundeudtalelser og resultater. Konkrete eksempler på din værdiskabelse taler højere end ord.
En god Fremhævet-sektion omdanner de besøgende, du har på din profil, til kunder, kaffemøder, jobmuligheder eller noget helt tredje, alt efter hvad du er på jagt efter.
Se det som din "Køb nu"-knap.
-
Øvrige profilsektioner, du kan integrere
På LinkedIn har du også mulighed for at integrere andre profilsektioner.
- Det er fx:
- Sprog
- Frivilligt arbejde
- Fag/kurser
- Udgivelser
- Projekter
- Karakterer
- Udmærkelser og priser
- Interesser
Specielt sprog, certificeringer og Fag/kurser anbefaler vi også at udfylde, da det også er elementer, der indgår i et rigtigt CV.
Har du ligeledes mange store projekter i dit arbejde, så kan det fx også være relevant at integrere overskriften "Projekter" i dit profilindhold, da du her har mere plads til at udfolde forskellige projektbeskrivelser end under din erfaring.
Sælg dig selv på LinkedIn
Er du opmærksom på, at din LinkedIn profil er et af dine vigtigste digitale fodspor, når du søger job? Se med her og få viden og tips til din overskrift og dit OM afsnit på din LinkedIn profil.
Få flere forbindelser
LinkedIns største styrke er uden tvivl muligheden for at danne netværk og knytte relationer.
LinkedIn er bygget op, så du har alle dine direkte kontakter (Connections) i 1. led. Dit 1. led kan fx bestå af dine tidligere kolleger, samarbejdspartnere, venner, familie, kunder og andre, som du har haft kontakt med i en sammenhæng. Men der kan også være personer imellem, som har inviteret dig, uden at du har en relation, men fordi de finder din profil interessant eller omvendt.
Dine kontakter i 1. led kan du sende Inmails til gennem LinkedIn. Når du er på udkig efter et nyt job, kan du med fordel kortlægge 1. led. Hvor arbejder dit netværk henne, og hvem er interessant for dig at komme i dialog med? Dit 1. led åbner op for et kæmpe stort nyt netværk af mennesker, som på LinkedIn kaldes dit 2. led. Det er alle de mennesker, som dit 1. led kender.
Et simpelt regnestykke
Du har fx 200 kontakter i 1. led. Det samme har dine 200 kontakter. Det betyder at dit 2. led består af 40.000 mennesker. Det åbner virkelig op for muligheden for at finde et job via netværkskanaler.
Hvorfor er det vigtigt med mange forbindelser?
Det er vigtigt at du får dine første 500 forbindelser.
LinkedIn viser nemlig alt under 500 som det præcise tal, eks. 276, har du derimod 502 vises det som 500+.
At få sine forbindelser vist som 500+ skaber troværdighed og viser de besøgende på din profil, at du bruger LinkedIn aktivt. Sørg derfor for at connecte med venner, bekendte, kolleger, klassekammerater og så videre, så du kan komme derop ad fra start.
At have et stort netværk på LinkedIn er ikke bare for at se populær ud – det er en fordel, der åbner døre til muligheder og netværk
Her er hvorfor du skal sigte efter 500+ forbindelser
- Synlighedsboost: LinkedIn’s algoritme favoriserer profiler med mange forbindelser i søgeresultater, særligt forbindelser som repræsenterer beslutningstagere. Det er væsentligt for din SSI-score – som er et fagligt udtryk for, hvor aktiv du er på platformen. Jo højere score desto bedre synlighed. Du kan se din egen SSI-score og hvordan du arbejder med den her: Social Selling Index
- Troværdighedssignal: “500+” ved dit navn signalerer, at du er en etableret fagperson og er aktiv bruger af LinkedIn-platformen. Det er en psykologisk milepæl, der øger troværdigheden.
- Netværkseffekt: jo flere forbindelser, desto større rækkevidde får dine opslag og aktiviteter. Kvaliteten i aktivitet kan ikke nødvendigvis sættes på formel, men i LinkedIns verden er kvantitet værdifuld. Dit mål bør være et stort netværk af relevante forbindelser – ikke bare tilfældige personer.
Find bagdøren ind i virksomheder
Søg' feltet på LinkedIn kan du søge efter virksomheder og personer. Hvis du søger på en virksomhed, kommer deres LinkedIn side frem, og herfra har du flere interessante muligheder:
- Du kan vælge at følge virksomheden. Det vil sige, at du så modtager alt det, som den poster via LinkedIn, på din startside – heriblandt jobopslag
- Du kan se alle de medarbejdere i virksomheden, der er på LinkedIn, og se hvordan I er connected.
Få forbindelse til personer uden for dit primære netværk
Du har ikke mulighed for at sende en Inmail til dit 2. led på LinkedIn, med mindre du har tilkøbt en Premium udgave. Men du har et godt alternativ, hvis du connecter med en personlig besked.
Nedenfor kan du finde nogle eksempler på, hvad du kan skrive i den personlige besked.
Eksempel:
"Kære Jan, jeg har fundet din profil på LinkedIn og finder den rigtig interessant. Jeg vil derfor gerne invitere dig til mit faglige netværk. Håber, at du vil connecte med mig. Mvh. Birthe"
Hvis Jan accepterer Birthes invitation er han nu i det første led, som giver Birthe afgang til at følge op med en Inmail.
Eksempel;
"Kære Jan, tak fordi du accepterede min invitation til mit netværk. Jeg søger i øjeblikket job inden for XXX og kunne godt tænke mig at komme i dialog med dig om xxx. Jeg giver gerne en kop kaffe en dag, hvis du kan afsætte en halv time? Mvh. Birthe"
Du kan også bruge den personlige invitation som et led i at følge op på profilbesøg.
Eksempel:
"Kære Jan, tak for dit besøg på min profil. Jeg kan se, at vi deler et fagligt fællesskab og derfor kunne jeg godt tænke mig at invitere dig til mit netværk. Håber, at du vil connecte. Mvh. Birthe"
Som eksemplerne illustrerer, handler det om at anvende de muligheder, der er for at udvide netværk og sætte dialoger i gang. Personlige invitationer er meget velsete og har stor connectiongrad!
Muligheden for at sende personlige invitationer findes dog kun på PC udgaven af Linkedin. Her skal du ind på profilen på den, du gerne vil invitere og klikke på 'opret forbindelse' og vælge "tilføj bemærkning".
Opret jobagenter på LinkedIn
For at modtage relevante stillingsopslag på LinkedIn er det vigtigt, at du selv præciserer, hvilke stillinger, du er interesseret i.
Under menuen 'job' kan du skrive den type stilling, du er interesseret i, vælge geografisk område, branche og oprette underretning.
Her kan du også angive karriereønsker og dele dem med rekrutteringskonsulenter på LinkedIn samt fortælle rekrutteringskonsulenterne, at du er åben for jobforslag.
En jobagent på LinkedIn er din personlige agent, der arbejder for dig 24/7. Når du sætter den rigtigt op, får du relevante jobmuligheder serveret, uden at du aktivt skal søge.
Sådan opretter du en effektiv jobagent:
- Klik på “Job” i topmenuen
- Søg efter relevante jobtitler og lokationer
- Brug filtrene til at præcisere (erfaring, jobtype, virksomhedsstørrelse osv.)
- Klik på “Opret underretning” når søgningen viser relevante resultater
Avancerede søgninger
Hvis du vil præcisere dine søgninger på LinkedIn, kan du anvende Boolean metoden.
Den går kort fortalt ud på, at man anvender søgekommandoerne AND, OR eller NOT' til at kombinere søgeord eller til at udelukke søgeord. På den måde kan du fx gå efter en stilling som HR konsulent, men fx udelukke en bestemt type virksomhed.
Metoden kan med stor fordel bruges i alle søgninger på LinkedIn.
Lyder det lidt teknisk?
Ja, det gør det nok. Men Boolean søgning er faktisk et super kraftfuldt værktøj til at finde præcis det, du leder efter på LinkedIn - om det er personer, virksomheder eller stillinger.
De fire nøgle-operatorer (uden citationstegn):
- AND - Finder resultater med BEGGE søgeord (fx marketing AND digital)
- OR - Finder resultater med ENTEN det ene ELLER det andet søgeord (fx leder OR chef)
- NOT - Udelukker resultater med det angivne søgeord (fx udvikler NOT junior)
- Parenteser () - Grupperer søgetermer for mere komplekse søgninger
- Citationstegn [""] bruges til at søge efter specifikke ord, der skal fremkomme i en bestemt rækkefølge (fx "Key Account Manager")
Her er 3 eksempler på effektive Boolean-søgninger:
- I søgefeltet skrives: (projektleder OR projektkoordinator) AND digital NOT assistent. Søgningen betyder, at der findes projektlederstillinger inden for det digitale område, men udelukker assistentstillinger.
- I søgefeltet skrives: marketing (Novo OR Mærsk) AND manager. Søgningen betyder, at der findes marketingchefer hos enten Novo eller Mærsk.
- I søgefeltet skrives: (“data analyst” OR dataanalytiker) AND (SQL OR Python) AND København. Søgningen betyder, at der findes dataanalytikere i København med SQL eller Python-kompetencer.
Tips til effektiv Boolean søgning
- Skriv operatorerne med STORE bogstaver (AND, OR, NOT)
- Brug parenteser og citationstegn til at gruppere søgetermer
- Kombinér Boolean-søgning med filtre for endnu mere præcise resultater
- Eksperimenter med forskellige varianter af søgeord (fx både danske og engelske termer)
Pro-tip: Boolean søgning er ikke kun værdifuldt, når du søger - det er også vigtigt at forstå, så du kan optimere din egen profil med de nøgleord, andre søger efter.
Tiltræk dit næste job på LinkedIn
Social Selling er et begreb, der har oprindelse i salgsverdenen, men handler faktisk i bund og grund om ikke at sælge. Det er derimod en metode til at udvikle kunderelationer og give netværket et troværdigt og positivt indtryk af dig, så de vil komme til dig, når de får et behov.
Når Social Selling er interessant i jobsøgningssammenhæng, er det fordi, du kan trække på nogle af de samme principper. Du kan arbejde med at skabe dig en troværdig faglig profil, der gør, at folk vil huske dig, når de hører om en jobåbning, der matcher din profil. Du kan på den måde tiltrække dig arbejdsgiveres opmærksomhed fremfor at være den opsøgende via traditionel jobsøgning.
For at blive fundet af arbejdsgivere på LinkedIn handler det i bund og grund om tre ting, du skal have på plads:
- Din profil skal være fyldestgørende og gennemsyret af relevante nøgleord
- Du skal være aktiv med at dele, like og kommentere
- Du skal eksponere din faglighed, eksempelvis via statusopdateringer, artikler og videoer
Søgeordsoptimering
For at blive fundet af dem, der anvender LinkedIn til rekruttering, skal din profil være opdateret med dine relevante kompetencer og kvalifikationer. Forsøg at sætte dig i arbejdsgiverens sted og find de faglige nøgleord, som de vil bruge, hvis de skulle finde dig. Det kan eksempelvis være: Produktionsleder, lean, fødevareindustri.
Er det svært at finde de relevante nøgleord, så gå på jagt i stillingsopslag og se, hvad fællesnævnerne er for de stillinger, der er interessante for dig.
Når du har fundet frem til de mest centrale nøgleord, så skal du have dem integreret i din profil under følgende sektioner:
- Overskrift (skal skabe nysgerrighed)
- Om
- Erfaring
- Kompetencer og anerkendelser
Skab synlighed på LinkedIn via Likes, delinger, indlæg og kommentarer
Hver gang du liker, deler eller kommenterer noget, vil det fremgå af dit netværks startside. Sådan kan du brande dig selv. Melder du dig ind i relevante grupper, kan du få inspiration og viden om dit fagområde, som kan styrke din egen aktivitet på LinkedIn. Følg også gerne relevante virksomheder og vær aktiv med at like deres opslag og komme i virksomhedens sigtekorn.
Husk at tænke på, at dine likes, delinger og kommentarer gerne skal underbygge din faglige profil. Er du synlig i alt for mange forskellige retninger, kan det skabe støj med risiko for, at dit netværk mister interessen for det, som du liker, deler og kommenterer.
Tag temperaturen på din LinkedIn profil
For at finde ud af, hvor god du er til at agere på LinkedIn og arbejde med Social Selling, kan du bruge SSI. Find den ved at klikke her: Social Selling Index.
Din SSI score fortæller dig, hvordan du klarer dig på LinkedIn på følgende 4 områder:
- Etablere et professionelt brand på LinkedIn
- Finde de rigtige personer
- Dele viden og information med dit netværk på LinkedIn
- Opbygge relationer på LinkedIn.
Brug din SSI score til at finde ud af, hvordan du kan styrke din profilværdi og skabe mere synlighed.
Prøv lykken med et godt jobsøgningsindlæg
Når du står i en jobsøgningsproces, er det vigtigt at gøre sig synlig og én af de bedste og mest effektive måder at gøre det på, er via LinkedIn.
Det handler ikke kun om at sælge sig selv, men om at gøre det nemt for andre at forstå, hvem du er, hvad du kan og hvordan de kan hjælpe dig videre.
Du får ingen jobgarantier. Men, mange personer har stor succes med at lave et indlæg på deres LinkedIn profil i forbindelse med en aktiv søgning efter et nyt job.
For nogen er det en simpel opgave at indlægge et budskab om, at man leder efter nyt job – for andre er det en grænseoverskridende handling, der kræver tilløb og mod.
Vi vil klart anbefale dig at benytte muligheden. Vores erfaring viser tydeligt, at det skaber en god synlighed og faktisk også ofte giver anledning til relevante kaffesnakke, netværksmøder og sågar nogle konkrete jobsamtaler.
Hvad skal dit jobsøgnings post indeholde?
Det kan være et simpelt og personligt opslag, hvor du sætter ord på:
- Hvad du brænder for?
- Hvad du kan (dine kernekompetencer)?
- Hvilke typer jobroller, du ønsker?
- Hvor du søger geografisk?
- Opfordring til netværket om at dele dit indlæg
- Opfordring til at mødes til uforpligtende snakke - kaffemøder
Jo mere informativ du er, jo lettere er det for andre at huske dig. Så dit budskab skal skabe værdi for modtagerne – de skal være i stand til at række ud til dig med konkrete forespørgsler eller henvendelser, når de har læst dit indlæg.
"Husk at anvende kompetencer og nutidige nøgleord, der matcher tendenser på det gældende arbejdsmarked. Det er dit ansvar at undersøge om dit fagfelt anvender nye begreber, ord, terminologier mv."
Mange oplever, at opslaget bliver delt, liket og kommenteret – og det kan faktisk føre til konkrete jobmuligheder eller nye kontakter.
Dit netværk vil gerne hjælpe dig, men de kan ikke gøre det, hvis de ikke ved, at du søger, og hvad du søger.
Nedenfor er et eksempel:
Visuelt blikfang til dit indlæg
For at få flere mennesker til at se dit opslag, kan du med fordel tilføje et visuelt blikfang. Det kan være et billede af dig med noget i baggrunden, som får andre til at stoppe op og læse dit indlæg. På siden Canva.com kan du finde templates, der er gode som blikfang. Du kan i søgefeltet skrive LinkedIn post og vælge mellem en masse designs – nogle er gratis, andre koster penge.
Det er nemt og meget intuitivt at bruge, uden du behøver at være grafiker.
Se nedenstående eksempel og læs køreplanen for, hvordan du konkret griber opgaven an.
Køreplan for et godt Jobsøgningsindlæg på LinkedIn
- Sørg for at din LinkedIn profil er godt gennemarbejdet
- Brug noget tid på at booste dit netværk – inviter alle dem, du kan komme i tanke om og prøv også at invitere nogen, du ikke kender, men som kunne være interessante at have i netværket
- Forbered din tekst – sæt den evt. op i word med punkter
- Forbered dit blikfang og beslut dig for, hvornår du skal poste det på LinkedIn. Mandag og fredag er som udgangspunkt IKKE gode dag.
- Lav en lille forberedende tekst, som du sender ud til 30-40 udvalgte i dit netværk. I denne tekst kan du evt. skrive: ”Hej Jan, da jeg er på jagt efter et nyt job, planlægger jeg at poste et indlæg i morgen kl. 9. Da jeg gerne have mit indlæg bredt ud, håber jeg, at du vil like, dele eller give det en kommentar. På forhånd tak. Mvh. Pia”
"Det er vigtigt, at dit jobsøgningsindlæg kommer godt fra start med mange likes, delinger eller kommentarer. På den måde ved LinkedIns algoritme, at det er et spændende indlæg, og derfor vil algoritmen hjælpe med at få det mere ud."
Den gode opfølgning
Når du har postet dit indlæg, så kan du følge med i, hvor mange der ser det, liker og deler det. Det kan være en spændende proces.
Du kan også få en del gode ord og anbefalinger med på vejen, og det er altid rart med lidt medvind. Og så kan du være heldig med, at nogen sender dig forslag til, hvor du kan søge, inviterer dig til kaffe eller til jobsamtale.
Indimellem vil du måske få henvendelser eller kommentarer om noget, der ikke er relevant. Sørg altid for at takke alligevel. Ikke blot med et like – gik det selv en kommentar.
God fornøjelse!
10 gode råd til din brug af LinkedIn
- Din profil er dit virtuelle håndtryk – den skal stå helt skarpt
- Brug LinkedIn med omtanke for dit jobmål
- Indholdet i din LinkedIn profil skal vise et fyldestgørende billede af dine kompetencer og kvalifikationer
- Brug LinkedIn til at udbygge og vedligeholde dit netværk
- Brug LinkedIn til at indhente information og viden om jobåbninger
- Brug LinkedIn til at positionere din markedsværdi
- Brug LinkedIn til at finde jobs
- Tilmeld dig grupper og følg interessante personer og virksomheder
- Vær aktiv i grupper, kommentarer, likes og relevante delinger
- Husk at fremstå professionel – LinkedIn er ikke Facebook!
Miniguide - Sådan bruger du LinkedIn
Læs og download miniguiden her og få konkrete værktøjer til, hvordan du kan bruge LinkedIn i din jobsøgning.